Licensérdit værk FindCC værker

 

Del, remix, genbrug - helt lovligt

Med Creative Commons' gratis redskaber kan forfattere, videnskabsmænd, kunstnere og undervisere nemt markere hvilke friheder, de ønsker deres værk skal bære. Brug CC til at ændre dine ophavsretsvilkår fra "Alle rettigheder forbeholdes" til "Nogle rettigheder forbeholdes".

Vi er en almennyttig organisation. Alt, hvad vi laver - herunder vores software - er gratis.

Læs mere FAQ

Nyheder fra Creative Commons Danmark


Gæsteblog: Statens Museum for Kunst frigiver 159 hovedværker

Skrevet den 18/04-12 af chulu

Creative Commons er et vigtigt redskab for gallerier, biblioteker, arkiver og museer (på engelsk forkortet GLAM) til at formidle og forvalte kultur og kulturarv. Projektforsker Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst (SMK) skriver her om hvorfor man har valgt at bruge Creative Commons’ mindst restriktive licens som et redskab til at formidle den del af kulturarven, som SMK forvalter:

Filippino Lippi (ca. 1457-1504), Joakim og Annas gensyn uden for Jerusalems Gyldne Port, 1497.

For nylig bidrog SMK til Google Art Project med 159 hovedværker fra museets samlinger. I dag frigiver vi disse billeder til fri download i høj kvalitet under Creative Commons licensen CC BY. Derudover har vi forsynet ca. 100 videoer, der fortæller om nogle af kunstværkerne, på YouTube under den samme licens. Det gør vi for at give et bud på, hvordan offentlige institutioner kan forvalte kulturarven til det fælles bedste.

SMK undersøger i disse år, hvordan vi kan give fri adgang til vores digitaliserede ressourcer i samklang med, at vi har fri adgang til vores faste samlinger i Sølvgade i København. Som Danmarks nationalgalleri mener vi, at de dele af vores digitaliserede samlinger der er udenfor copyright, tilhører alle. Med dette pilotudvalg på 159 billeder vil vi afprøve hvordan brugerne anvender frit tilgængelige digitale billeder til forskning og undervisning, inspiration og læring, publikationer og produktioner, og i alle mulige nye, kreative sammenhænge som vi ikke kan forudsige.

Museumsdirektør Karsten Ohrt udtaler:

“Som andre museumsinstitutioner har vi for vane at blive betragtet som kulturarvens dørvogtere. Nu slipper vi tøjlerne. Samlingerne på Statens Museum for Kunst er jo ikke alene museets men hele offentlighedens. Og tilgængelighed er en forudsætning for, at museets rige samlinger fortsat vil have relevans for fremtidige brugere. Den frie billeddeling har som målsætning at motivere brugerne til at blive medskabere af viden og kultur og på den måde være en katalysator for brugernes kreativitet. Vi er utrolig spændte på, hvad man kan bruge billedmaterialet til, og vi tror og håber på, at vi også kan lære af brugerne.”

Med CC BY licensen ønsker SMK at sende et tydeligt signal om, at de af vores værker som er udenfor copyright, er en del af den fælles kulturarv og dermed tilhører alle. CC BY indbyder brugerne til at dele og genbruge billederne, også i kommercielle sammenhænge. Det eneste vi beder om er, at brugerne krediterer SMK og dermed giver andre brugere mulighed for at finde tilbage til værkernes hjemsted, hvor de kan opleve originalerne og finde opdateret faglig viden og formidling af dem.

Vi er naturligvis opmærksomme på, at vi dermed sætter en licens på digitale kopier af kunstværker, der befinder sig i Public Domain (dvs. udenfor ophavsret), og at det er til diskussion hvorvidt kulturarvsinstitutioner har juridisk og etisk ret til at gøre det. For eksempel understreger Europeanas Public Domain Charter, at “Digitisation of Public Domain knowledge does not create new rights over it”.

Alligevel har vi valgt i denne første testfase at pålægge billederne en licens, fordi vi overfor brugerne ønsker at understrege vigtigheden af at kreditere kilden korrekt, til gavn for andre brugere. Det er en måde at tage vare på den kulturarv, som SMK har ansvaret for. Vi har dog bevidst valgt den mest liberale licens der findes, før afgivelsen af alle rettigheder til Public Domain

I kølvandet på frigivelsen af de 159 highlights planlægger vi en række tiltag, der inviterer brugerne til at anvende billederne i nye, kreative sammenhænge, og følger op med evaluering af hvilken effekt det har for forskellige brugergrupper at have fri adgang til denne digitale ressource. Hjælper det undervisere og forskere i deres arbejde? Gør det billederne mere synlige og brugbare på nettet, fx i blogs, Wikipedia-artikler, på sociale medier, i YouTube videoer etc.? Inspirerer det til nye overraskende kreative tiltag?

Ole Palnatoke Andersen fra Wikipedia Danmark har skrevet en kommentar, som eksemplificerer den nytteværdi, som vi på SMK håber at vores fælles kulturarv kan bidrage med.

“Når Statens Museum for Kunst frigiver billeder af 159 kunstværker under CC BY, betyder det at vi i Wikipedia (og de andre Wikimedia-projekter) har mulighed for at skrive bedre artikler om både kunstnerne, kunstværkerne og motiverne. Et eksempel: Jan van Goyen malede i 1646 et prospekt af byen Arnhem. Dette billede kan ikke alene illustrere artiklen om van Goyen, men også om Arnhem, 1646, det tonale landskabsmaleri og tulipanomanien – ikke bare på dansk, men på alle de sprog, Wikipedia findes på. Desuden kan billeder og tekst genbruges andre steder og dermed blive til glæde for endnu flere.”

De 159 billeder er tilgængelige på SMKs hjemmeside. De informative videoer er tilgængelige på SMKs YouTube-kanal.

Creative Commons Danmark udvider staben

Skrevet den 09/04-12 af villum

Som en naturlig udvikling i forlængelse af den kraftige vækst Creative Commons licenserne oplever lige nu, både nationalt og internationalt, har Creative Commons Danmark per januar 2012 haft vokseværk. Således kan vi med glæde annoncere at Henrik Chulu og Peter Leth glider ind i staben i roller som henholdsvis Event Strategist og Education Advisor. Peter og Henrik støder til holdet, som i forvejen tæller Christian Villum og Martin von Haller (Public Project Leads) og Thomas Riis (Legal Project Lead).

Peter Leth – Educational Advisor (leth@creativecommons.dk)
Peter er softwareudvikler, folkeskolelærer og forfatter, der har arbejdet som CC aktivist gennem de seneste par år. Peter skrev og udgav for nyligt bogen ‘Creative Commons For Alle’, der retter fokus mod folkeskolen og gavnen dennes lærere kan have af CC værktøjerne i ikke bare eget undervisningsmateriale, men også som nødvendighed for eleverne, såfremt de skal kunne navigere Internettet på lovlig vis.
Som educational advisor vil Peter selvsagt have hovedfokus på uddannelsesområdet og OER (Open Educational Resources, altså åbne uddannelsesmaterialer), som er et stort indsatsområde for CC på globalt plan i de kommende år.
.
Henrik Chulu - Event Strategist (chulu@creativecommons.dk)
Henrik har også været højt engageret CC aktivist i de seneste år. Han er dedikeret til åben kultur og er medstifter af Bitbureauet; en Internetpolitisk tænketank og arbejdsgruppe. Herforuden er han den ene halvdel bag den nyligt etablerede web-podcast ‘Øjne I Nettet’, som fokuserer på det åbne Internet. Sidst, men ikke mindst, er han også dreven ska-musik bassist, og har gennem årene spillet i en længere række bands med adskillige Europa-tours og CC-udgivelser på cv’et.
Som Event Strategist vil Henrik primært fokusere på CC Danmark’s event arbejde.
.
Vi byder begge to velkommen på holdet, og er sikre på at den øgede kapacitet vil gøre os i stand til at favne endnu bredere i arbejdet med at udbrede kendskabet til CC-værktøjerne.
.
Så du som læser af denne blog har lyst til at involvere dig i CC Danmark’s arbejde, så send os en mail – vi har altid plads til flere i CC-fællesskabet, som har lyst til at bidrage med en indsats, stor som lille.

Mød Creative Commons i to forrygende præsentationer

Skrevet den 03/04-12 af peterleth

To nye film har i den sidste uge været med til at gøre Creative Commons endnu nemmere at forstå og formidle.

De kommer fra hver deres del af verden, og alligevel virker de meget ens. Det viser måske også bare hvordan enkeltheden og det globale behov for at have fælles spilleregler er slået igennem.

God fornøjelse.

Forrygende svensk “tegne”film

Den første forrygende film er lavet af den svenske CC-ildsjæl Kristina Alexanderson, der har allieret sig med en forrygende tegner, Jesper Wallerborg. Det er der kommet denne fine præsentation ud af.


Igennem de 8.30 som filmen varer, fascineres man af tegneren samtidig med at man guides sikkert igennem problemstillinger om ophavsret, behov for at bygge videre på andres værker og over til hvordan man selv kildeangiver, når man benytter cc-licenseret indhold.
Filmen er oplagt til undervisningsbrug, og kan fint anvendes i folkeskolens ældste klasser såvel som på ungdomsuddannelserne.
“Vad är Creative Commons” CC:BY .se / webbstjärnan”
Læs mere om filmen på CreativeCommons.se

Mød Creative Commons

Creative Commons i Qatar har produceret den anden film “Meet Creative Commons”


Ligesom den svenske gennemgang er man også her guidet trygt og enkelt igennem hele logikken bag CC, og med filmens optimistiske stemning kan man næsten kun tænke at der nu må være endnu et arabisk forår på vej.
“Meet Creative Commons” by Creative Commons Qatar
Læs mere om CC Qatar og se en række spændende cases på CC i deres region.

Gæsteblog: Town Portal’s eksperimenter

Skrevet den 19/03-12 af villum

Det er endnu engang blevet tid til en gæsteblog-optræden af en dansk bruger af Creative Commons licenserne. Denne gang giver vi ordet til musiker og DIY-pladeselskabsmand Morten Ogstrup Nielsen, kendt fra bl.a. bandet Town Portal og selskabet Red Tape Records. Morten deltog iøvrigt også i vores nyligt afholdte (sammen med KODA) arrangementer i København og Aarhus, hvor der blev sat fokus på nye musik-forretningsmodeller.

I løbet af sommeren 2011 optog vi 6 sange i øvelokalet. Det var på daværende tidspunkt sådan ca. alt det musik vi havde skrevet i bandets levetid. Vi mente selv at vi rent musikalsk havde et ret solidt og unikt produkt, og ville med de 6 sange bare gerne skabe noget opmærksomhed omkring bandet.

 

Vi valgte at udgive dem selv, som en digital betal-hvad-du-vil EP under Creative Commons-licensering på Bandcamp, på baggrund af en idé om, at jo flere der hører EP’en, jo flere vil der være at afsætte vores første album til, når det engang er klar til udgivelse.

 

Der er jo sådan set ikke særlig meget til forskel fra hvordan Radiohead udgav In Rainbows (og siden mange andre), men der er én væsentlig forskel i kraft af, at Radiohead er et i forvejen rimeligt(!) etableret foretagende, og vi er den absolutte kontrast.

 

Vi gjorde alt hvad vi kunne for på egen hånd at promovere pladen, ved at skrive til nationale og internationale blogs, webzines, netradioer og lignende. CC-licensering udgjorde en klar forenkling af denne del af arbejdet, da alle blogs bekymringsfrit kunne poste links til gratis download af EP’en, og de non-kommercielle radiostationer kunne frit spille vores musik. Det resulterede i meget omtale og mange downloads. Lige pludselig var det heller ikke kun små genrespecifikke blogs der skrev om pladen. Der dukkede et par rigtig positive anmeldelser op i danske magasiner, og bl.a. i Soundvenue som, uden nogen henvendelse fra vores side, diskede op med en 5-stjernet anmeldelse en dag.

 

Anmelderen kårede senere EP’en som årets danske udgivelse, og det mindskede jo selvfølgelig ikke opmærksomheden. EP’en er nu downloadet ca. 1.300 gange (og streamet ca. 17.000 gange) siden den udkom i september, og der er da også 75 stk der rent faktisk har betalt lidt for den. Den har ikke tjent sig selv ind, men på relativt kort tid har den da indhentet lidt over halvdelen af de samlede omkostninger der var i forbindelse med indspilning, mix/master og artwork. Den bliver stadig downloadet flere gange om dagen, og skal nok ramme et break-even på et eller andet tidspunkt, men det er sådan set ikke det vigtigste. Lige pludselig er der en masse folk der kender vores musik, og det var jo vores oprindelig intention med den EP.
Da vi spillede vores første show i København efter EP’ens udgivelse, 
kunne vi virkelig mærke den forskel. For det første anbefalede Ibyen koncerten både i trykt og digital avis, og hvor vi førhen har været vant til at spille for 40-50 mennesker, var der lige pludselig 200 mennesker på Studenterhuset. I januar var vi desuden på en 3 uger lang Europa turné, hvor i modsætning til en del tidligere turnéer, kunne mærke at musikken rent faktisk var nået ud i afkrogene, hvilket resulterede i ret solide fremmøder til langt de fleste shows.

 

Ud over at det selvfølgelig er sjovere at spille for mange mennesker, er det også helt essentielt når man som os spiller på indtægterne fra døren. For en gangs skyld kom vi rent faktisk hjem med et overskud der nemt tjener EP’en hjem, samt financierer indspilningerne af det debut-album som vi arbejder på netop nu.

 

Vi planlægger helt sikkert også at udgive det kommende album under CC-licensering, men vi sætter en mindstepris på Bandcamp denne gang, i håbet om at den (hurtigere) kan tjene sig selv ind. Hvis folk af omveje finder frem til gratis download af albummet gør det heller ikke noget, for vores altoverskyggende motivation er jo at få musikken ud til så mange som muligt.

 

Vi tror dog at mange folk er villige til at betale lidt for albummet. Nu ved de jo (nogenlunde) hvad Town Portal er, og dermed hvad det er de køber.  I henhold til denne udgivelse har et pladeselskab meldt sig på banen for at varetage den fysiske udgivelse. De er velvidende og begejstrede for, at vi udgiver under CC-licens, så igen er vi ikke de eneste der tror på at fri licensering kan være en god forretning, hvilket også var evident på turnéen, hvor folk hver aften spurgte efter vinyler og CD’er på trods af at EP’en ligger til gratis download.

Vi er jo ikke pionerer indenfor alternative udgivelsesformer – langt fra. Som nævnt er masser gået ned af denne vej før os, og vi følger bare i deres fodspor. Radiohead generede givetvis et overskud på deres plade allerede på udgivelsesdagen, og demonstrerede hermed at mange er villige til at betale for et ordenligt produkt, selvom de kan lade være. Det indvendes ofte mod det eksempel, at det kun virker for et etableret band som Radiohead, men jeg synes egentlig selv at vi (sammen med mange andre) udgør et glimrende eksempel på, at det også kan være gavnligt for uetablerede bands, om end på en anden måde. Hvis der på sigt er nogen der skal købe din musik, skal de som minimum være opmærksomme på at dit band eksisterer først, og det bliver de næppe hvis de per sé skal betale for det, for så er der bare så meget andet de kan rette deres opmærksomhed imod.

Det har været en fornøjelse bare at slippe produktet fri, for det har helt sikkert ført til meget mere opmærksomhed, end vi hver især har oplevet førhen med mere restriktivt licenserede udgivelser. Det kan selvfølgelig ikke direkte tilskrives måden vi har licenseret musikken på, og skulle helst primært have noget at gøre med musikkens kvalitet, men den frie licensering har afgjort været en stor hjælp.

Du kan lytte (og downloade) Town Portal her: http://townportal.bandcamp.com/

Gæsteblog: Dad Rocks! om remix-konkurrencer og stor interesse fra udlandet

Skrevet den 10/03-12 af villum

Ét af vores nye tiltag hos Creative Commons Danmark er, at vi her på bloggen oftere vil give mikrofonen videre til brugere af Creative Commons licenser, og bede dem gæsteblogge om dels hvordan de bruger CC-licenserne og dels hvordan det har hjulpet dem nærmere deres mål.
Første gæsteblogger i år er dansk/islandske Snævar Albertsson, bedre kendt som én-mandsbandet Dad Rocks! (skrives med udråbstegn) og samtidig manden bag pladeselskabet Father Figure Records – som deltog i vores nyligt afholdte arrangementer i København og Aarhus (i samarbejde med KODA) om nye forretningsmodeller indenfor musik.

“Første gang jeg faldt over Creative Commons var til et foredrag på Aarhus Universitet, hvor jeg læser Æstetik og Kultur. Det gav mening med det samme. Jeg havde ofte spekuleret på, hvordan jeg kunne lade mine fans dele min musik uden at skulle ofre alle mine rettigheder. Siden da har jeg læst to bøger af Lawrence Lessig, som har været enormt inspirerende. Jeg har for nyligt indspillet mit debut-album under navnet ‘Dad Rocks!’, og mange mennesker beskriver musikken som folk-pop. Albummet, som hedder “Mount Modern’, er licenseret under BY-NC-SA licensen. Dette har givet mine fans (og alle andre) muligheden for at remixe min musik, og det er præcis, hvad jeg opfordret dem til at gøre. På mine forskellige sociale medieplatforme har jeg spurgt mine fans om de var interesseret i at samarbejde om at lave ‘Mount Modern’ om til et remix album. Et ‘Mount Remix’.

Alle numrene blev derefter remixet af 12 af mine fans. Nogle af dem er erfarne, andre remixede for første gang. Jeg foretog ingen kvalitative vurderinger, da jeg ønskede at denne idé skulle inspirere mine fans til en kreativ praksis, uden at skulle bekymre sig om kriterier, og derefter få deres kreativitet distribueret på nettet. Jeg nød de reaktioner jeg fik fra remixerne. De har været meget glade for at deltage i den kreative proces.

Albummet blev derefter sat til gratis download på Bandcamp, og remixerne fik derved en nem måde at distribuere deres (og mit) arbejde gennem deres egne web 2.0 platforme. Processen var både inspirerende for mig og remixerne, og remixerne har selv bidraget til at fremme både det remixede materiale og den originale plade.”

Jeg startede projektet i starten af 2010, og EP’en Digital Age blev udgivet igennem Kanel Records i DK og Big Scary Monster Records i UK – CD og (hvid) vinyl. Med den EP havde jeg slet ikke taget stilling til ophavsret som sådan. Efter EP’en spillede jeg meget, og fik rigtig gode kontakter rundt omkring. Blandt andet blev min EP promoveret af Paper Garden Records i USA. Selvsamme pladeselskab udgav efterfølgende mit debut-album ‘Mount Modern’. Albummet blev også udgivet af Big Scary Monsters i UK, af mit eget pladeselskab Father Figure Records i samarbejde med Playground Music, og ligelede Kimi Records i Island.
Pga. det hårde arbejde som jeg har lagt i projektet i efteråret (40 koncerter i September/Oktober/November i 2011) samt nogle rigtig fine anmeldelser i bl.a. Drowned In Sound, er albummet også blevet samlet op af det japanske pladeselskab Friend Of Mine Records, som udgav albummet i februar 2012. Med god gammeldags hårdt arbejde, en masse networking er det lykkedes at finde frem til nogle aldeles gode samarbejdspartnere, og netop fordi at disse partnere elsker musikken, har det været underordnet hvad angår licensen af musikken.

Du kan gratis lytte til Mount Remix (og downloade gratis) her: http://dadrocks.bandcamp.com/album/mount-remix

 

KODA og Creative Commons Danmark inviterer til debataften

Skrevet den 09/02-12 af villum

Kom og lyt/snak med når KODA, Creative Commons Danmark, Dad Rocks!, Per Vers, Tone, Town Portal og pladeselskaberne Red Tape, Uhrlaut og Father Figure Records inviterer til debataften om internettet og nye forretningsmodeller.

Musik- og sangskriverbranchen går igennem store forandringer i disse år. Internettet har forandret måden vi distribuerer og forbruger musik på, og der er mange meninger både for og imod de teknologiske fremskridt og de lovlige og ulovlige tiltag nettet rummer.

Et af de tiltag som forsøger at bygge bro mellem den tidligere og den nye måde at distribuere og nyde musik på er initiativet Creative Commons, som efterhånden har spredt sig til næsten 100 lande på verdensplan. Creative Commons er en non-profit organisation, der stiller nogle gratis værktøjer til rådighed for alle kreative skabere, også sangskrivere og komponister, så man kan bruge fildeling som en fordel. KODA var blandt de første forvaltningsselskaber i verden som åbnede dørene op for de nye tanker og tiltag på prøvebasis. Noget som blandt andet har været en stor inspirationskilde for det franske forvaltningsselskab SACEM, der netop har gjort samme i begyndelsen af 2012.

Men hvad er det egentlig man kan bruge Creative Commons til og fungerer det egentligt? Kan det vitterligt gøre en forskel for sangskrivere og bands, og kan man tjene penge på det? Eller er det blot et tiltag, som kan bruges af amatør-skabere, der ikke skal leve af deres virke?

Dette tema sætter KODA og Creative Commons Danmark i fællesskab fokus på med to debataftener i henholdsvis Århus og København, hvor alle interesserede inviteres til en debat om Creative Commons og de muligheder værktøjerne giver, men også til generel diskussion af musikeres muligheder med fildeling.

Aftenernes program vil foruden præsentation af Creative Commons-værktøjerne og indlæg af KODA bestå af præsentationer fra en række danske kunstnere og pladeselskaber, som har prøvet kræfter med brugen af værktøjerne i praksis i deres forretningsmodeller. De vil således fortælle om deres erfaringer, og efterfølgende vil der blive åbnet op for debat med publikum – om Creative Commons, om eksemplerne, om tvivl, skepsis og nysgerrighed.

KØBENHAVN – onsdag d. 7. marts
KODA, Landemærket 23-25, 1016 København K

ÅRHUS – torsdag d. 8. marts
Promus, Vester Allé 15, 8000 Århus (indgang via Råbar)

Begge aftener kl. 19-22, fri entré.

Download e-flyer (.pdf / .jpg).

Arrangementerne er støttet af BvHD.

Sikker Internet Dag – dagen derpå

Skrevet den 08/02-12 af peterleth

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sikker Internet Dag, d. 7. februar var en spændende oplevelse. En række bolde kom i spil, og fx hørte vi en række unge fortælle at i forhold til om de gik og tænkte på hvilke regler der gælder for fx ophavsret på nettet, ja så var svaret “det er svært at tænke over, når man ikke kender reglerne”. Andre mente at reglerne for hvad man måtte og ikke måtte var for uklare, og så var det også en overraskelse at høre en elev fortælle at han da selvfølgelig kendte til Creative Commons – men at det jo ligeså selvfølgeligt ikke var en viden han havde fået i skolen.

Det var faktisk også afsættet for den workshop som Creative Commons deltog med. Her var udfordringen at eleverne skulle lave tegneserier, der tog afsæt i spørgsmålet om deling, lovlighed og, naturligvis, Creative Commons. Alle anstrengelser hos de 11 elever kan ses her.

Da både tegneserieværktøjet og reglerne for ophavsret og Creative Commons var nye for disse elever, vil jeg gerne rose eleverne for deres gå på mod og opfindsomhed. Alle deres bidrag kunne de vælge at udgive i vores samlingsrum, hvor de alle ligger nu udgivet under diverse CC-licenser. Produkterne her er resultatet af godt 2 timers oplæg og arbejde.

Erfaringer om aktiviteten

Med to helt ukendte størrelser; tegneserieværktøjet og Creative Commons, er det min oplevelse, at det er et passende tidsforbrug (ca. 2 timer) til at lade eleverne arbejde med dette værktøj og dette nye indhold. Men samtidig bør man sætte mere tid af til efterbehandling og evaluering med eleverne, sådan at fx uklarheder og misforståelser ryddes af vejen.

Men for lærere, der vil i gang med Creative Commons, vil jeg mene at emnet ligger lige til højrebenet; at give et par korte oplæg om de fire symboler, de deraf seks afledte licenser og så ikke mindst de tilhørende forkortelser. Til dette oplæg brugte jeg denne præsentation på Prezi. Denne overgang fra ikoner til bogstaver skal gøres tydelig, da eleverne jo ikke kan kildeangive på anden måde end med tekst.

Som oplæg kunne man også dele et mind map eller et Google dokument, hvor man havde en fælles brainstorm omkring nogle af emnerne, fx hvad det vil sige at dele, hvordan man skal gøre og ikke gøre med andre materialer etc.

Produkterne sigter jo primært mod at eleverne har forstået hvordan de kan benytte Creative Commons-licenserne selv, men overfor eleverne lægger jeg vægt på at deres tegneserier skal være gode ti lat forklare andre om fx CC. At tegneserien skal være en brugsanvisning, en forklaring, et godt eksempel og dermed skabe en værdi for læseren. Dermed er gevinsten jo dobbelt. Endelig giver det en god oplevelse at samle resultaterne ét sted, fx en blog eller som her i en kanal på Skoletube.

Rigtig god fornøjelse.

Creative Commons deltager til Sikker Internet Dag

Skrevet den 06/02-12 af peterleth

Sikker Internet Dag fejres over hele verden tirsdag den 7. februar 2012. I Danmark sætter Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Red Barnet og Center for Digital Pædagogik spot på børn og unges digitale verden. Dagen ruller ud med online og offline events over hele Danmark og kulminerer i et Ungdomsforum på it-universitet i København.

Da Creative Commons jo er en oplagt mulighed i forhold til at skabe et sikkert internet, hvor viden kan deles og bearbejdes uden konflikter for brugerne, er vi naturligvis glade for at vi også kan deltage denne dag, og forhåbentlig være med til at skabe en større opmærksomhed omkring de muligheder vi har for at skabe et sikkert internet på det område. Fra Creative Commons deltager vi i den forbindelse hele dagen med en workshop, hvor de deltagende elever skal udtrykke deres syn på videndeling, samarbejde, lovlighed og Creative Commons gennem digitale tegneserier.

De digitale tegneserier samler vi her, så følg med efter d. 7. februar og se nogle af resultaterne.

Omdrejningspunktet hedder “Er de unge Homo Sapiens eller Fomo (Fear of Missing Out) Sapiens?” og med den tilgang skal dagen tage afsæt i de unges mediekultur, deres “væren på”, deres syn på fremtiden og ikke mindst deres ageren med it.

Læs mere på SikkerInternetDag.dk

 

Gennembrud for brug af CC i musikverdenen: Pilotsamarbejde med SACEM (det franske KODA)

Skrevet den 10/01-12 af villum

I dag kunne CC’s globale hovedkvarter annoncere en nyhed af de helt store; nemlig at CC er gået i samarbejde med SACEM, det franske indsamlingsfirma som svarer til danske KODA, omkring en 18 måneder testperiode, hvor franske sangskrivere kan få lov til at bruge CC’s tre non-kommercielle licenser til udgivelse af deres musik – præcis som alle danske, svenske og hollandske sangskrivere kan gøre det som følge af samarbejde mellem CC og disse landes respektive indsamlingsfirmaer.

Dette er et meget stort gennembrud på musikområdet for Creative Commons (og for sangskrivere generelt), idet Frankrig er det første såkaldte major territory – altså i musiktermer store land i verden – som anerkender Internettets styrker for musikskabere, og som ønsker at give deres medlemmer friheden til i højere grad selv vælge hvordan de ønsker at udgive deres musik.

Det forventes således at denne nyhed vil være med til at flere indsamlingsfirmaer rundt omkring i verden vil igangsætte lignende tiltag.

Læs hele nyheden på Creative Commons internationale blog.

Nyt stærkt søgeværktøj for CC-værker

Skrevet den 07/01-12 af villum

Vore kollegaer i CC Korea har netop lanceret et særdeles stærkt nyt værktøj ved navn Let’s CC, som i praksis er en udvidet søgemaskine som fungerer som samlende portal for en lang række meget store databaser for CC-licenseret materiale. Således hiver den data fra CC’s egen Search, men også fra tjenester som Flickr (billeder), YouTube (video), Jamendo (musik) m.fl. – og mange flere tjenester vil blive tilføjet i den næste tid.

Således er der nu et velfungerende bud på en næsten alt-inkluderende søgemaskine (som alternativ til eksempelvis Google’s CC-søgning, som er tilgængelig via deres avancerede indstillinger, men som de færreste mainstream-brugere kender til).

Prøv Let’s CC her (og læg et bogmærke!).